|
|
|
Proveniensvejledning for de enkelte træarter (mere indgående vejledning kan evt. findes under beskrivelsen af den enkelte planteart/sort under det latinske navn under hhv. løv/nåletræer) Følgende kortfattede oversigt gennemgår de enkelte træarter mht. deres proveniensvariation og giver en oversigt over proveniensvalgets muligheder i relation til dyrkningslokalitet og dyrkningsformål. Der henvises også til Planteavlsstationens frøkildebeskrivelser, hvor der kan søges yderligere oplysninger over provenienserne - beskrivelserne kan fås her: www.sns.dk/planteavl/beskrivelser Provenienser, der er til rådighed i kataloget er markeret med kursiv. Se under de enkelte træarter, for gennemgang og evt. billeder af frøkilden. Her er aktuelle frøkilder desuden markeret med blåt BØG (Fagus silvatica) Bøgen forekommer almindeligt i det meste af Vest- og Centraleuropa, og er således også hjemmehørende i Danmark. Bøgen vokser bedst på kuperede, lerede jorder og er uegnet på meget magre jorder eller på flade, stive jorder og på frostudsatte lokaliteter. Bøgen i Danmark viser ikke den store proveniensvariation. Der synes således ikke at være store forskelle mellem danske kårede bøgebevoksninger. En undtagelse er dog F.13 Haderslev, (Frøkildebeskrivelse A-13), F.596 DTU (Frøkildebeskrivelse A-5), samt en række bevoksninger af Karpaterbøge. Disse synes at være kendetegnet ved bedre stammerethed og en lidt bedre vækst end dansk bøg af dansk afstamning. Forsøg med udenlandske provenienser har vist, at bøgeprovenienser fra det nordlige Schweiz (Sihlwald, Atlisberg, Isental) og det sydlige Tyskland (er væsentlig mere vækstkraftige og har en bedre stammeform end dansk bøg. Frøleverancer fra disse områder har dog i de sidste 30 år været minimale. Provenienser fra den sydøstlige del af bøgens naturlige udbredelse (Rumænien, Kokosovce, Slovakiet og Bulgarien) er blevet anvendt i stor stil gennem de sidste 30 til 40 år. Skønt disse provenienser ikke indgår i sammenlignende proveniensforsøg, og der således ikke eksisterer egentlige videnskabelige tests på deres egenethed, synes de at udvikle sig godt under danske forhold. De i danske kårede bevoksninger (F.413 Gråsten, (frøkilde-beskrivelse A-19) F.419 Holstenshus, Pedersgård F.498 og F.692 Haderslev kan generelt anbefales overalt, hvor man ønsker bøg i Danmark både til landskabsformål og til egentlig skovplantning. Ny i sortimentet er Harager Hegn FP.497 Stilkeg (Quercus robur) og Vintereg (Quercus petraea) Stilk-egen og vinter-egen forekommer naturligt over det meste af Europa og dele af Lilleasien. Begge ege forekommer således naturligt i Danmark, mens stilkegen især er knyttet til de mere næringsrige, lerede lokaliteter i Østdanmark, er vinteregen hovedsageligt knyttet til de mere næringsfattige og tørkeprægede lokaliteter i de vestlige dele af landet. Egen stiller ikke særligt store krav mht. jordbund og kan klare sig på de fleste jordbundstyper. I sammenligning med vinteregen klarer stilkegen sig dog mindre godt på meget magre og vindeksponerede lokaliteter. Der forekommer betydelige proveniensforskelle i stilkeg både indenfor Danmarks grænser og udenfor landet. Til disse forskelle knytter sig både vækstkraft, stammerethed, frostfølsomhed og almen robusthed. Hos stilkeg må proveniensvalget således ses i snæver sammenhæng med dyrkningslokaliteten og dyrkningsformålet. På de bedre og mere beskyttede lokaliteter i Østdanmark, hvor dyrkningsformålet er ved-produktion af høj kvalitet, anbefales især danske kårede bevoksninger af hollandsk oprindelse. Disse kombinerer en hurtig vækst med en god stammerethed, men det viser sig, at disse provenienser på mere udsatte lokaliteter (vind, frost og udtørring) er mindre robuste. En række af disse bevoksninger er allerede blevet kåret som afprøvede og må således antages at udgøre de bedste frøkilder på østdanske beskyttede lokaliteter F.148 Bidstrup, (Frøkildebeskrivelse A-4) F.286 Haderslev, (Frøbeskrivelse A-20), F.499 Pedersgaard, F.504 Bregentved, F.716 Randbøl, Bjerre Skov. Udover de allerede afprøvede bevoksninger af hollandsk oprindelse findes der en lang række egebevoksninger ligeledes af hollandsk oprindelse, der endnu ikke er afprøvede f.eks F.575 Haderslev samt en række nyere kåringer på bl.a. Bregentved; disse kan ligeledes anbefales til forstlige formål i det østlige Danmark. Man har ligeledes haft gode erfaringer med stilkeg fra kårede hollandske bevoksninger og områder. Det er især afkom fra hollandske alleer, der gennem de sidste hundrede år med god succes har været anvendt i det østdanske skovbrug; generelt bør man vælge Select fremfor Gebied. Dette materiale er dog ikke velegnet i Vest- og Nordjylland pga. en sen afmodning og de synes ligeledes at skades kraftigt af salt og udtørring. Til plantning af stilkeg til landskabsformål og forstlig anvendelse i den vestlige del af landet anbefales afkom af danske kårede bevoksninger af dansk afstamning, F.638 Havreballe samt stilkeg fra den sydlige del af Norge, Vestfold. Dette materiale er en smule mindre vækstkraftigt og har også gennemsnitlig en dårligere stammeform end den hollandske eg og den danske eg af hollandsk afstamning, men er væsentlig mere robust. På sådanne lokaliteter, hvor plantematerialets robusthed er af afgørende betydning kan de kårede bevoksninger Bræmlevænget F.551, Tuse Næs F.802, Lundsgård F129a, Truust F.792, Pederstrup F.369, Strandgård F.191, Tisvilde-Frederiksværk F.281, Odsherred F.380 og lignende bevoksninger af dansk afstamning (f.eks. Rørbæk) anbefales. Vinteregen forekommer ligeledes naturligt i Danmark, men der findes kun ganske få kårede bevoksninger, F. 707 Hald Ege, (Frøbeskrivelse A-24) og Løndal F.695. Derfor er næsten al vintereg, der anvendes i Danmark, af udenlandsk oprindelse. Specielt har man haft gode erfaringer med vintereg fra Norges sydkyst, Dömmesmoen, Agder, der er særdeles robust og vindtålsom og derfor velegnet i Nord- og Vestjylland, men som samtidig også udvikler sig særdeles godt i de mere østlige dele af Danmark. Vinteregen fra Spessart i det nordlige Sydtyskland er berømt der for en meget værdifuld finerproduktion. Erfaringer med denne vinteregeproveniens er relativ begrænset i Danmark. De få bevoksninger, man kender af Spessart-egen, har dog udviklet sig både vækstmæssigt og formmæssigt særdeles tilfredsstillende, således at dette proveniensområde også kan anbefales i de mere østlige og beskyttede østdanske skove. Til plantning af vintereg til landskabsformål kan lokale frøkilder f.eks. Stenholt F.750, Løndal Næs og F.707 Hald Ege anbefales. Ask (Fraxinus excelsior) Asken findes naturligt forekommende i det meste af Europa og er også hjemmehørende i Danmark. Der foreligger ingen sikre informationer omkring proveni-ensforskelle i ask. På grund af askens tidlige blomstringsevne findes der alle-rede tre frøplantager, der leverer frø. Generelt anbefales afkom af danske frøplantager og danske kårede bevoksnin-ger. Frøplantagen FP.202 Birkemarken, FP.212 Gurrevang og FP.217 Tisvilde må anses for at være noget af det bedste danske materiale, med en noget bedre vedkvalitet (stammerethed) end normal dansk ask. Udover de 3 frøplantager forekommer der 6 kårede bevoksninger bl.a. F.375 Ravnholt Kohaven disse må ligeledes anses for at være velegnede. Blandt de udenlandske provenienser bør man nok foretrække provenienser fra områder, der ligger tæt på Danmark, det vil sige fra Nordtyskland N.O. Deutsches Tiefland og Holland. Ær (Acer pseudoplatanus) Æren findes over store dele af Mellemeuropa, hvor den blandt andet er udbredt langt op i bjergene (derfor det tyske navn: Bergahorn). Selvom æren ikke naturligt er indvandret til Danmark, men blev indført fra 2-300 år siden, anses træarten dog i tiltagende grad at høre til blandt de naturligt forekommende arter her i landet. Årsagen til dette er, at den trives utroligt godt hos os, herunder forynger sig meget villigt. Der findes næsten ingen viden omkring proveniensforskelle i ær. Skønt vækst- og formudviklingen er meget forskellig i forskellige ærbevoksninger, ved man ikke, om det er forskelle, der er betinget af vækstkårene, eller om det er egentlig genetiske forskelle. På grund af den begrænsede viden omkring ærprovenienser anbefales primært materiale, der stammer fra danske kårede bevoksninger. Der findes for tiden 11 kårede bevoksninger, hvoraf de mest kendte er F.269 Gjorslev og Randbøl F.338, (frøkildebeskrivelse A-22), F.648 Bregentved og F.669 Langesø. Rødgran (Picea abies) Rødgranen er som de fleste andre nåletræarter ikke naturligt hjemmehørende i Danmark. Den forekommer naturligt i Mellemeuropa, hvor den er knyttet til bjergregionerne, samt i Skandinavien, Baltikum og Rusland. Rødgranen blev indført i større målestok til landet i 1760’erne, og er i de sidste 100 år plantet i tiltagende grad, således at den i dag er landets mest udbredte træart. Den senere tids udbredte forringelse af de danske skoves sundhedstilstand (skovdød), har især ramt rødgranen. Dette gør sig især gældende på næringsfattige og udtørringsdisponerede lokaliteter i den vestlige del af landet, men også rødgranen på de bedre lokaliteter i Østdanmark har gennem de senere år haft store problemer. En del af disse problemer skyldes den udbredte anvendelse af dårligt tilpassede sydøsteuropæiske (rumænske) provenienser fra 60’erne og op til midt i 80’erne. Proveniensforsøg har vist, at der er betydelige forskelle mellem provenienser med hensyn til vækstkraft, juletræsegnethed, udspringstidspunkt og almen sundhedstilstand. Da rødgranen er en ikke-hjemmehørende træart, der grundlæggende er dårligt tilpasset det danske klima, bør man i første omgang hovedsagelig anvende kårede danske bevoksninger, eller afkom af frøplantager, hvor plustræerne er valgt i danske bevoksninger. Ved at vælge dansk materiale har man i det mindste garanti for, at proveniensen har kunnet klare sig i en eller flere generationer i landet. Desuden kan man formode, at der er sket en vis tilpasning til danske forhold. Ved valget af proveniens er det vigtigt at skelne mellem om plantningen primært skal tjene til langsigtet vedproduktion, eller om den er tænkt til produktion af juletræer. Hvor hovedformålet er egentlig vedproduktion kan materiale fra de fire eksisterende frøplantager i rødgran anbefales. Specielt FP.240 Hoffmannsgave (Frøkildebeskrivelse A-1) vil være særlig egnet til jyske forhold, idet den er selekteret for sundhed og kvalitet. Desuden er der en række nyere kårede og afprøvede bevoksninger, som har udvist speciel god vækstkraft. Blandt de udenlandske provenienser er det specielt de kendte vesttyske provenienser Westerhof og Rotenkirchen, der bør foretrækkes. Er hovedformålet for rødgranplantningen juletræsproduktion, er det også her afkom af danske kårede bevoksninger, der i første række må anbefales. Her foreligger en række bevoksninger, som allerede er afprøvet i sammenlignende forsøg, hvor man har taget specielt hensyn til at undersøge deres egnethed med hensyn til juletræsproduktion. Det drejer sig igen her om en række yngre bevoksninger, herunder bl.a. F.462 og F.464 Fårhus, F.470 Lundbæk, F502 Palsgård, F.523 Buderupholm (Frøkildebeskrivelse A-16), F.571 Rends Hedegård, F.572 Gråsten, F.568 Bregentved samt F.589 Klosterheden. Til juletræs-produktion er der ingen udenlandske provenienser, der umiddelbart kan anbefales. Sitkagran (Picea sitchensis) Sitkagranen er en af de nordvestamerikanske træarter, der igennem de sidste 50-100 år har vundet indpas i dansk skovbrug. Igennem de sidste 20-30 år er den blevet plantet i tiltagende grad, således at den efter rødgranen er landets næstvigtigste nåletræart. Sitkagranen har vist særdeles store proveniensforskelle med hensyn til vækstkraft, kvalitet (fingrenethed) samt frostfølsomhed. Det er således, at de mere sydlige provenienser (Washington) er væsentligt mere vækstkraftige men samtidig også mere frostfølsomme end de nordligere provenienser fra British Columbia (Queen Charlotte Island). Det har desuden vist sig, at sitkagranen er en træart, der i udpræget grad danner såkaldte landracer. Dette vil sige, at afkom af dansk sitkagran efter blot en generations dyrkning i Danmark er væsentlig bedre både med hensyn til sundhed, men også i relation til vækst og kvalitet end tilsvarende direkte importeret materiale. Dette er årsagen til, at man så vidt muligt bør vælge dansk sitkagran fremfor direkte importerede norvestamerikanske provenienser. Da sitkagranen desuden er blevet forædlet, findes der en række frøplantager, som leverer velegnet materiale. Med hensyn til proveniensvalget vil det være fornuftigt at dele landet op i mere beskyttede østdanske lokaliteter og i mere eksponerede (vind- og tørkeprægede) vestlige lokaliteter. Til vedproduktion på de bedre beskyttede lokaliteter bør frøplantageafkom af FP.611 Vosnæs, FP625 C.E. Flensborg, FP238 Frederiksborg (Frøkildebeskrivelse A-8) samt en række kårede og afprøvede bevoksninger (F.557 Silkeborg med flere) anbefales. Desuden findes en række kårede men ikke afprøvede bevoksninger fordelt over det meste af landet, som også vil være velegnede til dette formål. Til plantninger i Vestdanmark på mere frost- og vindudsatte lokalitete samt til læbælter og lignende, kan frøplantagerne FP.622 og FP.608 begge C.E. Flensborg anbefales. Blandt kårede og afprøvede sitkagranbevoksninger er det specielt F.489 Kompedal, Frøbeskrivelse A-45, F.405 Rønhede (frøkildebeskrivelse A-31) samt en række bevoksninger, der er afkom af den kendte Rye Nørskov-sitkagran (F.475, F.495, F.554 og 555, F.557, F.592, F.597-98 og F.624), der bør komme i betragtning i proveniensvalget. Douglasgran (Pseudotsuga menziesii) Douglasgranen er en nordvestamerikansk træart, der i begrænset omfang er blevet plantet i Danmark gennem de sidste 100 år. Douglasgranen er en særdeles vækstkraftig træart, der i modsætning til rødgranen og til dels sitkagranen i højere grad bevarer sundheden op i en høj alder. Den er dog særlig følsom i kulturfasen, specielt overfor forårsnattefrost og til dels vinterfrost og frostudtørring, den efterstræbes yderligere af råvildtet og er noget ustabil i yngre bevoksninger. På grund af rødgranens reducerede sundhedstilstand, synes blandt andet douglas-granen fremover at få en renæssance, idet den i tiltagende grad tænkes brugt specielt som indblandingstræart både i løvtræs- og nåletræsbevoksninger. Douglasgranen har et enormt udbredelsesområde, der strækker sig fra Mexico i syd til Britisk Columbia i nord og fra Stillehavet i vest og indtil prærien i Colorado i øst. Utallige proveniensforsøg har efterhånden ret nøjagtigt kunnet udpege de områder i staten Washington, hvorfra vi får de bedste provenienser. Det drejer sig om syd- og sydvestsiden af Olympic Mountains på Den Olympiske halvø i Washington (provenienserne Humptulips, Matlock, Shelton m.m.) desuden har man gode erfaringer med proveniensen Louella fra nordsiden af Olympic Mountains samt proveniensen Darrington fra vestsiden af Cascadebjergene i staten Washington. I lighed med sitkagranen udviser douglasgranen også en udpræget landracedannelse. Dette betyder, at man i første omgang bør vælge frøplantageafkom samt afkom af gode danske kårede douglasgranbevoksninger, da disse gennem en eller to generationers vækst i Danmark formodentlig er bedre tilpasset vores dyrkningsbetingelser. Det drejer sig her om frøplantagerne FP.210 Sorø, FP.228-229 Kronborg (Frøkildebeskrivelse A-2) og FP.232 Darrington (Frøkildebeskrivelse A-9), afkom af Darrington, Lavercantiere, FP232, Cahors, Frankrig som især med hensyn til stammerethed og hårdførhed tyder på at egne sig bedst til kvalitetstræ. Proveniensen Sønderskovgård FP.262 og en række kårede bevoksninger på Linå Vesterskov (F.41a og b og F.580-82) samt F.428 Det Grønske Skovdistrikt, F.594 Løvenholm, F.58a, F.421, F.424 og F.617-618 Langesø, og F.397- 398 Silkeborg er også velegnede til dyrkning i Danmark. Ædelgran (Abies alba) Ædelgranen er en mellem- og sydeuropæisk træart, der er specielt knyttet til bjerg-områderne. Den forekommer således ikke naturligt i Danmark, men blev indført for ca. 250 år siden, hvor den specielt har haft en vis betydning i hede- og klitskovbruget. Ædelgranen er vanskelig at etablere i kulturfasen på grund af en række problemer med frost og ædelgranlus, desuden er den meget efterstræbt af hjortevildtet. De ældre ædelgranbevoksninger er som regel stabile både overfor storm- og klimapåvirkninger. Ædelgranen får dog ofte periodiske svækkelser i midaldrende og ældre bevoksninger, dette er i Centraleuropa kendt under begrebet Tannensterben, og er tydeligt proveniens-afhængigt. En række nu snart 60-årige proveniensforsøg har tydeligt vist, at der er stor forskel mellem provenienser i vækstkraft og sundhed. Mens alle mellemeuro-pæiske provenienser er kendetegnet ved en relativ beskeden tilvækst og udviser udprægede svækkelsesfænomener i de ældre bevoksningsstadier, ofte i forbindelse med tørkeår, har de sydeuropæiske provenienser fra Calabrien i Syditalien vist sig at være særdeles vækstkraftige og udpræget sunde. Provenienser fra Rumænien i Østkarpaterne synes at indtage en intermediær stilling med hensyn til vækstkraft og sundhed. Da alle ældre danske ædelgranbevoksninger, og dermed også alle kårede danske bevoksninger, stammer fra importer fra Central- og Mellemeuropa, kan afkom af danske ædelgranbevoksninger generelt ikke anbefales; dette gælder ligeledes for centraleuropæiske (tyske, schweitziske) provenienser. De mest vækstkraftige og sunde provenienser fås fra Syditalien, Calabrien (Gariglione nr. 120). På grund af deres udprægede vækstkraft bliver denne proveniens relativt grovkvistet. Ønsker man en mere finkvistet type, har man relativt gode erfaringer med en rumænsk proveniens fra Østkarpaterne (Lapos, Maramures). Grandis (Abies grandis) Grandis er ligesom douglas- og sitkagranen hjemmehørende i Nordvestamerika. Det er vel den træart, der har det største vækstpotentiale i Danmark. Den oplevede således en renæssance i 1970’erne og i begyndelsen af 80’erne, men grundet bekymringer omkring dens ringe vedkvalitet er den i de sidste 10-15 år kun blevet plantet i meget begrænset omfang. I en situation, hvor man forsøger at finde alternative nåletræarter, for at nedbringe rødgranens dominans, synes grandis dog i lighed med douglasgran at have et vist potentiale i Danmark måske også i forbindelse med træartsblandinger. Grandis udviser i lighed med de øvrige nordvestamerikanske nåletræarter en udpræget variation mellem provenienser specielt med hensyn til vækstkraft samt tørke- og frostresistens. Provenienser fra de kystnære, lavtliggende områder i staterne Washington og Oregon er således væsentligt mere vækstkraftige men mindre tørke- og frosttålsomme end indlandsprovenienserne samt provenienserne fra bjergområderne i Washington, Oregon og Idaho. Mens vi har et relativt godt indtryk af proveniensvariationen blandt nordvestamerikanske provenienser, findes der ikke proveniensforsøg, hvor der indgår afkom af danske bevoksninger. De danske grandisbevoksninger, F. 675 og F. 730 Langesø og F. 427 Det Grønske, kan således ikke bedømmes i relation til de bedste amerikanske. Desuden er frøhøsten i danske bevoksninger relativt ringe, hvilket samlet indebærer, at frø- og planteforsyningen næsten udelukkende stammer fra direkte importeret materiale fra Nordvestamerika. Fra dette område haves relativt gode dyrkningserfaringer med provenienser fra nordøstsiden af Den Olympiske halvø (Elwha, Port Angeles, Sequim) samt fra østsiden af Vancouver Island og den overforliggende kyst på fastlandet i British Columbia. Også andre lavlandsprovenienser fra det vestlige Washington må formodes at være velegnede under danske forhold. Nordmansgran (Abies nordmanniana) Nordmannsgranen er naturligt hjemmehørende i bjergområderne syd og øst for Sortehavet i Tyrkiet, Georgien og Rusland. Den blev indført til Danmark for snart 150 år siden. Oprindeligt var den tænkt som et supplement til ædelgranen i hede- og klitskovbruget, men først da man op i 1950’erne blev opmærksom på dens egnethed som pyntegrønt og juletræproducent, fik den langsomt dens nuværende store betydning. Nordmannsgranen har i lighed med ædelgranen store problemer i kulturstarten, der især knytter sig til forårs- og vinterfrost, luseangreb samt vildtbid. Den blomstrer relativt sent i bevoksningsudviklingen, og dette sammen med den kendsgerning at den ofte bestøves af almindelig ædelgran, hvilket fører til ret uegnede nordmannsgran/ædelgran hybrider, har medført,at frøforsyningen hovedsageligt dækkes af importer fra Tyrkiet, Georgien og Rusland. I de senere år er der dog kåret en række danske nordmannsgranprovenienser, der må betegnes at være særdeles velegnede til juletræsproduktion. Da træarten ikke hører ind under EU-lovgivningen, kan og bliver der også høstet frø i ikke kårede danske bevoksninger. Der findes tre kårede bevoksninger på Nordjyllands skovdistrikt (F.525, F526 og F.527 Tversted, frøkildebeskrivelse A-10) samt afkom af F.20 Boller (Randbøl F.721, F.722, F.723, frøkildebeskrivelse A-32) der formentlig er 2. generation Borshomi og ligeledes må anses for særligt velegnede. Dette gælder også for F.690 Saltbjerg (Frøkildebeskrivelse A-3). Ny er Silkeborg Nordskov FP.259, som er afkom af klonede plustræer fra hhv. F.527 Tversted og Lilleheden( afkom af F.525, Uggerby). Blandt de udenlandske provenienser har interessen de senere år specielt samlet sig omkring provenienserne Ambrolauri, Tlugi og Borshomi fra Georgien. Disse provenienser har i forsøg vist sig særdeles velegnede til juletræsproduktion specielt på forårsfrostudsatte lokaliteter. De egner sig dog i mindre grad på lokaliteter kendetegnet ved streng vinterfrost. En række provenienser fra Artvin-området i Tyrkiet har tilsvarende vist sig at være velegnede. Det drejer sig om provenienserne Karanlikmese, Yayla, Savsat og Maydancik-Papart, der synes at være mere vinterfrosttålsomme. Provenienserne Artvin-Ardanuc samt Giresun-Sebin, Karahisar anbefales derimod ikke til juletræsproduktion. Nordmannsgranens nært beslægtede “fætter” Abies bornmülleriana, der stammer fra Tyrkiets sortehavskyst, har både i praksis og i forsøg vist sig særdeles interessant som juletræsproducent. Der eksistere ingen viden om denne arts proveniensvariation; den i kataloget markedsførte proveniens Bolu-Kôkez har dog været afprøvet og vist sig velegnet under danske forhold. Nobilis (Abies procera) Nobilis forekommer i Cascadebjergene og i kystbjergene i staterne Washington og Oregon. Det er en typisk bjergtræart, der forekommer, hvor vinteren er kendetegnet ved stort snefald. De første plantninger i Danmark skete i 1880’erne, og fra omkring 1950 og frem er der sket en voldsom stigning i det tilplantede areal, hvilket skyldes træartens anvendelse til juletræs- og især pyntegrøntdyrkning. Da træarten blomstrer hyppigt og ret tidligt, er der i de sidste 30-40 år høstet store mængder nobilis på danske bevoksninger og der foreligger således en lang række kårede danske bevoksninger. Proveniensforsøg både med amerikanske provenienser og med afkom af danske bevoksninger har vist store proveniensforskelle med hensyn til vækstkraft, klippemængde, klippekvalitet samt vinterfrostresistens. Da træarten næsten udelukkende plantes med pyntegrøntproduktion for øje, er de vigtigste egenskaber med hensyn til proveniensvalget pyntegrøntmængden samt kvaliteten, hvilket betyder en tæt skudbygning og blå nålefarve. Træarten viser i lighed med douglasgran og sitkagran en stor evne til landracedannelse. Sammenlignende forsøg med amerikanske og afkom af danske bevoksninger viser således en overlegenhed af danske bevoksninger, både med hensyn til klippekvalitet og hårdførhed. Dette har bevirket, at proveniensvalget i nobilis udelukkende er koncentreret omkring danske provenienser. Gennem sammenlignende afkomsforsøg er en række danske bevoksninger allerede blevet kåret som værende afprøvet f.eks. FP.623 C.E. Flensborg, (Frøbeskrivelse A-33). Disse må anses som givende det bedste materiale til anvendelse i Danmark til pyntegrønts-produktion. Det drejer sig specielt her om afkom af den fremragende bevoksning Frijsenborg, Hagsholm afd. 16 (F.537-538, F.486 Rathlausdal, F.560-53 Frijsenborg, og F.620-621 Løvenholm) samt af den legendariske F.240a Frijsenborg (F.480 Frijsenborg (Frøkildebeskrivelse A-11) F.402 Overgård, F.404 Linå Vesterskov, F.432 Det Grønske skovdistrikt, Randbøl FP.261 m.fl.). Desuden findes der en række kårede, men ikke afprøvede bevoksninger, der udfra fænotypiske vurderinger må anses for velegnede pyntegrøntsproducenter. Her bør særligt nævnes F.681 Mølleskov, (Frøbeskrivelse A-33) F.443 Klosterheden og F.587 Ulborg, der anses for specielt egenede til de barske vestjyske forhold. Ny er Mosemark FP.252, der også forventes meget af. Japansk lærk (Larix kaempferi(/leptolepis) og Hybridlærk (Larix eurolepis) Blandt lærkearterne er det hovedsageligt den japanske lærk og hybridlærken, der har interesse under danske forhold. Den europæiske lærk lider meget af lærke-kræft, hvilket udelukker en større anvendelse her i Danmark. Den japanske lærk indførtes i 1890’erne, og har fået betydning som pionerart og som forkultur især i hedeskovbruget. Hybridlærken, dvs. krydsningen mellem europæisk og japansk lærk kombinerer den japanske lærks resistens mod lærkekræft og dens robusthed med den europæiske lærks bedre stammeform og fingrenethed. Desuden udviser specielle krydsningskombinationer en særdeles hurtig ungdomsvækst. Disse forhold gør, at hybridlærken finder stigende anvendelse både indenfor skovbruget og i landskabet. Da lærken viser tendenser til landracedannelse, især mht. form og kvalitet, og da den blomster tidligt og hyppigt, anbefales specielt materiale af dansk oprindelse, dvs. fra danske frøavlsbevoksninger og frøplantager. Lærkearterne har været genstand for snart 60 års forædlingsindsats, hvilket indebærer, at en stor del af frøproduktionen leveres fra eksisterende frøplantager. Hybridlærken produceres kun i frøplantager, der udnytter mulighederne for krydsningsfrodighed gennem kombination af en bestemt mor (ofte europæisk lærk) med et mindre antal (japanske) fædre. De mest velegnede provenienser af japansk lærk er frøplantagerne FP.601 og 615 C.E. Flensborg, samt de kårede bevoksninger F.40a-d Sostrup, F.410 Frøslev (Frøbeskrivelse A-44) og F.285 Tisvilde. Derudover findes der en række kårede bevoksninger hvor dyrkningserfaringerne med afkommet er begrænset. Der findes 8 Frøplantager i Hybridlærk, der vel alle må betragtes som lige anvendelige i Danmark. I kataloget markedsføres FP.203 Holbæk samt Holbæk FP.205, samt Truust FP.636. Skovfyr (Pinus silvestris) Skovfyren har et enormt udbredelsesområde i Europa og Asien og var tidligere oprindelig i Danmark, men blev udryddet i den sene middelalder. Vi råder således ikke over naturligt, lokalt tilpassede provenienser, hvorfor en stor del af materialet importeres. Der er tale om betydelige proveniensforskelle mht. sundhed, vækstkraft og stammeform, forskelle der ofte manifesterer sig inden for små geografiske afstande, idet skovfyrren i udpræget grad danner lokalracer. Dette indebærer, at man må opdele landet i klimaregioner i relation til et differentieret valg af proveniens. Til klitter anbefales især fyr af skotsk afstamning, f.eks. FP.227 Gurrevang (Frøbeskrivelse A-7), FP.234 Frederiksborg (Frøkildebeskrivelse A-15), F.275a Wedellsborg, eller direkte importer fra Skotland. På heden anvendes specielt materiale af sydvestnorsk oprindelse F.586 Hastrup (frøkildebeskrivelse A23) eller provenienser fra Sydvestnorge (Erfjord, Moster, Sæverås-Lindås). Ny i år er Toftlund FP.257. |
Planteskoleejer Peter F. Schjøtt
P.S@planteskole.dk Tlf:
75 77 25 52
|